Odile PoulsenNetværksgruppenfor kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution har arbejdet frivilligt med kampagnen: #Hardutagetstilling, som lanceres mandag d. 6. juni 2016 og strækker sig over fire uger. Hver mandag i kampagnens løbetid offentliggøres en ny kortfilm, hvor absurde myter om prostitution udfordres på en sarkastisk måde. Derudover består kampagnen af en fotokampagne med mennesker, kendte som ukendte, der med kampagnens logo viser, at de har taget stilling til prostitution og støtter op om et forbud mod køb af seksuelle ydelser. På hjemmesiden er der korte beretninger fra kvinder der er kommet ud af prostitution: “Breve fra virkeligheden”, hvor man kan få et indblik i de skæbner, der har ligget under for prostitutionens vold. Samtidig vil der hver dag blive offentliggjort to interviews, hvor forskellige danskere fortæller, hvorfor de går ind for et forbud mod køb af seksulle ydelser.

 

Netværksgruppen er en forening stiftet af kvinder med prostitutionserfaring, der alle går ind for et forbud mod køb af seksuelle ydelser. I 2014 gik de sammen om at sætte prostitution på den politiske dagsorden, fordi de på egen krop havde oplevet den vold, de overgreb og de voldtægter, som købere af seksuelle ydelser udsætter mennesker i prostitution for. I Netværksgruppen går vi ind for et forbud mod køb af seksuelle ydelser, fordi det har vist sig at have stor betydning i forhold til at mindske prostitution, ændre holdning til køb af seksuelle ydelser og mindske antallet af handlede mennesker til prostitution. Både Sverige, Norge, Island, Frankrig, Nordirland, Canada og flere stater i USA oplever stor succes med kriminaliseringen og vigtigst af alt, så har de lande, der har indført et forbud mod køb af seksuelle ydelser anerkendt de mange skadevirkninger, der knytter sig til et liv i prostitution.

 

Bente KongerslevI Netværksgruppen kender vi alt til de skadevirkninger. Medlemmerne har selv været ramt af psykiske og fysiske lidelser, problemer med tilknytning, angst, depression, flashback og PTSD. Alligevel er vi enige om, at det er tvingende nødvendigt, at vi fortsat fortæller vores historier til offentligheden, fordi vi om nogen kender til den vold, de overgreb og de magtstrukturer, der eksisterer i prostitution.

Netværksgruppen er en frivillig organisation med 44 medlemmer, hvoraf 1/3 er støttemedlemmer, der ikke nødvendigvis har personlige erfaringer med prostitution, men som på forskellige måder har kendskab til eller faglig erfaring med kvinder i og ude af prostitution.

Kampagnen er udarbejdet, tilrettelagt, koordineret og lanceret af foreningens medlemmer, foreningens bestyrelse og foreningens frivillige.

 

Netværksgruppen ønsker med kampagnen at sætte deres eget personlige præg på prostitutionsdebatten i Danmark og er af den opfattelse, at kvinder med prostitutionserfaring har en vigtig viden om prostitution og skadevirkninger af prostitution og derfor er en vigtig kilde, når der skal indsamles viden på området og udvikles exitprogrammer, der virker. Derudover er det kvinder med prostitutionserfaring, der har den største viden om købernes fysiske, psykiske og seksuelle vold og dermed også de kvinders stemmer der skal lyttes til, når der skal træffes beslutninger vedrørende prostitution.

 

Dorrit NielsenArbejdet med kampagnen
I 2014 diskuterede vi de første spæde forslag til en kommende kampagne. Netværksgruppen ønskede at mobilisere sine kræfter, og arbejde på noget konstruktivt og relevant materiale, som ikke havde til hensigt at belære, men i stedet havde til hensigt at få mennesker til at reflektere  over og tage stilling til prostitution og køb af seksuelle ydelser. Den primære målgruppe for kampagnen er unge mennesker, dels fordi vi ønsker at forebygge gråzoneprostitution og dels fordi vi håber det vil give anledning til flere åbne debatter i skoleregi, så børn og unge får en større viden om prostitutionens skadevirkninger og drenge og piger får mulighed for at reflektere over, hvad seksuel vold kan føre til, når grænser for eksempel ikke respekteres.

 

I 2015 fik vi udarbejdet en strategi for selve kampagnen og i 2016 startede indsamlingen af dokumentation herunder fotodokumentation, interviews, beretninger og arbejdet med de fire kortfilm. Og selvom kampagnen allerede er skudt i gang, så er det stadig muligt at være med. I så fald skriver du blot til os på kontakt@netvaerksgruppen.dk – én gang om ugen er vi til at træffe et sted i København. Der vil det være muligt at få taget et billede eller give et interview. Vi hjælper også gerne med at skrive en beretning, hvis du selv har været i prostitution. Selvom kampagnen kun løber over fire uger, så vil hjemmesiden blive opdateret til og med udgangen af 2016.

 

Tanja RahmDet er muligt at downloade kampagnens logo og sætte det på Facebook som coverbillede. Du kan naturligvis også downloade dit kampagnebillede, hvis du er blevet fotograferet med vores skilt. I så fald sender du os blot en mail på kontakt@netvaerksgruppen.dk

Netværksgruppen håber på stor opbakning.

www.netvaerksgruppen.dk

 

 

 

 

 

 

 

X